KonditorBager i Fjerritslev giver brød efterspurgt vitaminindsprøjtning

Profilbillede
dato

En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at knap hver 5. dansker, der ikke tager vitamintilskud, har mangel på D-vitamin. Nu anvender KonditorBager i Fjerritslev specialudviklet gær med D-vitamin i deres brød.

Det er nok de færreste, der forbinder et besøg hos bageren med kosttilskud. Ikke desto mindre er det nu en realitet, når KonditorBager på Vestergade fremover vil bage alle deres brød med et ekstra skud D-vitamin. Efter et vellykket forsøg med chufabrød, der er fem brød bagt med en specialudviklet gær med D-vitamin i, har KonditorBagers bagerier siden december gjort brug af den specialudviklede i gær i deres brød.

"Vi vil gerne være på forkant med nye ingredienser og samtidig være med til at øge sundheden, når vi har mulighed for at gøre det uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det har vi tidligere vist, at vi kan, med vores chufabrød, hvor to skiver af brødet dækkede 30 procent af det daglige D-vitaminbehov. Gæren fungerer så godt i vores brød, at vi nu bruger det i alle vores brød", siger Morten Lapholm, der er direktør i KonditorBager.

KonditorBagers beslutning om at opgradere brødene med ekstra D-vitamin sker samtidig med, at Fødevarestyrelsen i december ændrede anbefalingerne for indtagelse af D-vitaminer.

Ny gær – samme gode smag
Selvom brødene hos KonditorBager får en vitaminindsprøjtning, kan kunderne ifølge Per Kragh Johansen, der er bagermester i KonditorBager i Fjerritslev, se frem til den samme gode smagsoplevelse, de er vant til.

"Som bager har den gode smag førsteprioritet. Derfor har jeg lavet flere tests med den nye gær for at sikre, at den gode smag ikke bliver påvirket af den. Det gør den ikke, så nu er jeg bare glad for, at jeg kan bage brød med god smag og ekstra vitaminer", siger Per Kragh Johansen. 

Flere vitaminer i vores fødevarer
De ændrede anbefalinger for D-vitamin kommer som følge af en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, der viser, at næsten tyve procent af befolkningen lider af mangel på D-vitamin om foråret. Det svarer til 7635 af borgerne i Jammerbugt Kommune. Konsekvensen af D-vitaminmanglen kan blandt andet være knogleskørhed i alderdommen.

Med brugen af den specialudviklede gær kan KonditorBager i Fjerritslev vise sig frivilligt at komme et nyt tiltag i forkøbet. Ifølge en rådgivende gruppe, som Fødevarestyrelsen har nedsat, vil den bedste måde at komme manglen på D-vitamin til livs på nemlig være at pålægge fødevareproducenter at tilføre deres produkter D-vitamin. En løsning som DTU Fødevareinstituttet testede i 2011 med beriget mel, hvor forsøgsdeltagerne opbyggede gode D-vitaminniveauer.

Fødevarestyrelsens nye anbefaling for D-vitamin er, at alle voksne og børn over fire år opfordres til at tage D-vitamin som kosttilskud i vinterhalvåret.

Kilde: Epicent.dk