Mandag eftermiddag modtog politiet flere anmeldelser om bedrageri mod ældre kvinder i Fjerritslev. I begge tilfælde ringede en mand til de ældre kvinder og udgav sig for at være fra banken.
I det første tilfælde forklarede manden, at der var trukket et større beløb fra kvindens konto, og at en "medarbejder fra banken" ville komme for at hente kvindens dankort og kontanter. Manden blev hængende i telefonen, indtil en mand bankede på hos kvinden, hvorefter hun udleverede pengene og dankortet til "medarbejderen". Bedrageren hævede derefter et kontantbeløb på dankortet i en hæveautomat.
I det andet tilfælde blev en anden ældre kvinde kontaktet med en lignende historie om, at nogen havde stjålet fra hendes konto, og at en fra banken ville komme for at hjælpe hende. Kvinden var skeptisk overfor manden, der dukkede op, men blev overbevist om hans ægthed, da han kendte de første cifre i hendes dankort. Manden forklarede, at kvindens pengesedler var forældede og skulle ombyttes, hvilket resulterede i, at han franarrede hende pengesedlerne og dankortet.